
Hanne M. Frost
Om mig
Jeg hedder Hanne Merethe Frost og er Marte Meo-supervisor med mere end 20 års erfaring inden for ældre- og demensområdet. De seneste 12 år har jeg arbejdet som intern Marte Meo-konsulent i kommunalt regi, hvor jeg har haft fokus på at styrke samspillet mellem mennesker med demens, personale og pårørende.
​
Mit arbejde tager udgangspunkt i Marte Meo-metoden, som er en videobaseret kommunikationsmetode, der hjælper os med at få øje på de små øjeblikke i samspillet, hvor udvikling, kontakt og trivsel kan støttes. Metoden giver et konkret og praksisnært grundlag for at forstå, hvad der virker i mødet mellem mennesker.
​
I juli 2024 startede jeg egen virksomhed, hvor jeg blandt andet tilbyder Marte Meo-terapeutuddannelsen til sundhedsfaglige medarbejdere, der arbejder på plejehjem og i hjemmeplejen. Mit mål er at styrke medarbejdernes faglige kompetencer og give dem konkrete redskaber til at skabe mere trygge og meningsfulde hverdage for mennesker med demens.
​
Gennem oplæg, undervisning og supervision formidler jeg mine erfaringer fra praksis og viser, hvordan Marte Meo-metoden kan bruges til at styrke relationer, skabe bedre samarbejde og øge livskvaliteten i demensomsorgen.
Jeg lægger vægt på en formidling, der er fagligt funderet, nærværende og praksisnær, hvor konkrete eksempler og filmklip giver mulighed for at se, hvordan metoden kan anvendes i virkelige situationer.
​
Fagkompetencer
-
Social- og sundhedsassistent
-
Marte Meo-supervisor
-
Soc.D i demens
-
NLP Business Practitioner
Mit arbejde med Marte Meo i demensomsorgen
I 2013, kort tid efter jeg var blevet certificeret Marte Meo-terapeut, blev jeg i forbindelse med et projekt i Socialstyrelsen inviteret til at deltage i en arbejdsgruppe. Formålet var at samle viden og evidens for anvendelsen af Marte Meo-metoden inden for demensområdet.
I samarbejde med Licensed Marte Meo-supervisor Pernille Roug begyndte jeg at videooptage et forløb med plejehjemsbeboeren Johanne og hendes daglige hjælper, Social- og sundhedsassistent Irene. Samtidig arbejdede vi med analyser og tilbagemeldinger på baggrund af optagelserne.
Resultatet blev et praksiseksempel understøttet af filmen “Sådan var det – sådan blev det”.
Filmen har siden været et vigtigt fundament for mit videre arbejde som Marte Meo-konsulent i demensomsorgen. Her oplever jeg dagligt, hvor stor en forskel Marte Meo-metoden kan gøre i mødet mellem mennesker.
De social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter og pædagoger, der er uddannet Marte Meo-terapeuter og arbejder tæt på borgerne, er uvurderlige samarbejdspartnere i demensomsorgen. De har en unik mulighed for at støtte borgerens initiativer og finde vejen til et anerkendende samspil på borgerens præmisser.
Du kan læse mere om metoden og uddannelsen i vores informationsmateriale.
Folderen om Marte Meo-metoden og folderen om Marte Meo-terapeutuddannelsen kan downloades her fra siden.
Marte Meo-metoden folder
Marte Meo-terapeutuddannelsen folder