Et praksiseksempel, der viser Marte Meo-metodens styrke
I 2013, kort efter at jeg var blevet certificeret Marte Meo-terapeut, blev jeg inviteret til at deltage i et projekt under Socialstyrelsen. Formålet var at indsamle praksisnær viden og dokumentation for anvendelsen af Marte Meo-metoden i demensomsorgen. Flere kommuner deltog i projektet, og gennem de fælles møder kunne jeg følge de mange positive resultater, som metoden skabte i praksis. Det blev en stærk bekræftelse på, hvilken betydning den relationelle tilgang kan have for mennesker med demens, deres pårørende og de fagprofessionelle. I samarbejde med licenseret Marte Meo-supervisor Pernille Roug begyndte jeg at videooptage et Marte Meo-forløb med plejehjemsbeboeren Johanne og hendes daglige hjælper, social- og sundhedsassistent Irene. Gennem systematiske videoanalyser, refleksioner og tilbagemeldinger dokumenterede vi de små forandringer, som gradvist skabte mere tryghed, kontakt og samarbejde i hverdagen.
Resultatet blev praksiseksemplet og filmen "Sådan var det – sådan blev det", som viser, hvordan målrettede justeringer i samspillet kan skabe markante forandringer i demensomsorgen.
Johanne – et Marte Meo-forløb i demensomsorgen
Johanne er 73 år og har Alzheimers demens. Hun bor på plejecenter, hvor personalet oplever, at det er blevet stadig sværere at hjælpe hende – særligt i plejesituationer med toiletbesøg, personlig pleje og påklædning.
Hun reagerer ofte med vrede, skubber hjælpen væk og går sin vej. Nogle gange truer hun med en løftet hånd eller slår ud efter andre.
Bag adfærden ligger et vigtigt fagligt spørgsmål:
Hvordan kan vi støtte Johanne, så hun oplever mere tryghed i plejesituationerne?
I filmen følger vi Johanne og social- og sundhedsassistenten Irene i et Marte Meo-forløb, hvor videooptagelser gør det muligt at få øje på de små øjeblikke, der ellers let overses.
Gennem en øget opmærksomhed på Johannes initiativer og små justeringer i kommunikationen begynder noget at forandre sig.
Mere ro.
Mere kontakt.
Mere samarbejde.
Og efter få uger er forandringerne så tydelige, at også Johannes mand bemærker dem.
Se filmen og få indblik i, hvordan små ændringer i samspillet kan skabe stor forandring.